Landskabsmotiver og nordisk natur på Hospice Fyn

I hjertet af Danmark ligger Hospice Fyn, et sted dedikeret til at pleje og omsorg for uhelbredeligt syge i smukke fysiske og menneskelige rammer. Her har Sonovision leveret naturbilleder til patientstuer og opholdsrum.

Hospice Fyn tryghedsskabende kunst

Hospice Fyn havde et lille udvalg af Sonovisions billeder på prøve inden man foretog det endelige valg af motiver til patientstuer og opholdsrum.

Kunstnerisk udsmykning med nordisk natur som inspirationskilde

Hospice Fyn er et af Danmarks ældste hospicer. Bygninger og rum er lyse, åbne og indbydende. Stedet er præget af smuk kunst i form af malerier, grafik, glasmosaikker og skulpturer. Hospicesygeplejerskerne Marlene Skov Jensen og Pernille Zachariasen fik til opgave at understøtte indtrykket af hjemlighed med ny kunst på patientstuer og indretning af hyggelige oaser med inspiration fra nordisk natur i fællesrum.

Sonovisions motiver har givet flere patienter mindelser om steder de har boet eller besøgt. En patient på stuen med dette billede tænkte på gode oplevelser i sommerhuset. Samme patient syntes det var som om lyset i billedet skiftede i forhold til om det var morgen, middag eller aften.

Naturbilleder som inviterer til en vandring ind i landskabet

Sonovision har i en årrække arbejdet med tryghedsskabende indretning i pleje- og behandlingsmiljøer. Vi har i den forbindelse oparbejdet en større samling af naturfotografier, som inviterer til en vandring ind i landskabet. Udvælgelsen af de nye billeder til Hospice Fyn er sket i en proces hvor alle medarbejdere har være inddraget. Et af kriterierne har været, at motiverne skulle vække genkendelse set fra en fynsk vinkel. “De nye billeder skaber en mere fredfyldt atmosfære på stuerne,” fortæller Marlene Skov Jensen. “Patienterne fortæller os, at de nyder at kigge på billederne og at de giver anledning til samtaler og minder, hvor vi kan benytte den narrative tilgang til samtalen.”

Selv om Sonovisions motiver kan synes meget konkrete, kan nogle patienter godt se ting, som ikke er der. En meget sygdomsmærket patient syntes, det var et dejligt billede, og tilføjede, at hende, der stod med sørgesløret, passede godt ind i hans situation.

Interview med patienter og pårørende

Marlene og Pernille gennemførte over en periode på tre måneder en række interview med patienter, pårørende og personale for at få et indtryk af hvordan de nye billeder på patientstuerne blev modtaget. Nogle af udsagnene er gengivet ifm. billederne på denne side. Billederne er i høj grad blevet positivt modtaget. Et gennemgående tema er at motiverne vækker ro, genkendelse og minder. Motiverne danner ofte basis for gode og nogle gange eksistentielle samtaler.

Patienterne relaterer sig i høj grad til landskabsmotiverne som noget der ligner steder, de har været. Patienten og dennes pårørende på stuen med dette billede syntes det mindede om skoven nær deres hjem. “Det er beroligende at gå en tur i skoven”.

Naturen i rummet – rummet i naturen

Bogen Hospice – Æstetik, Eksistens og Omsorg har et kapitel dedikeret til æstetik og omsorg. Bogen gennemgår den mangfoldighed af empiriske undersøgelser, som de seneste år er gennemført på danske hospicer. Her beskrives naturens betydning – både ude og inde – for danske hospicer. Det er i pagt med denne viden, at Hospice Fyn nu i endnu højere grad trækker naturen ind i rummene.

Morgendis over landskab på Tåsinge skabte mindelser om en fjern hjemegn.

Forskning i valg af kunst til hospicer

Hospice Fyns valg af naturkunst falder godt i tråd med anbefalinger fra forskning på området. To amerikanske forskere satte sig for at undersøge relevant forskningslitteratur og sammenfatte det et i en artikel i tidsskriftet Journal of Hospice & Palliative Nursing. Artiklen er tænkt som en vejledning til sygeplejersker, som forestår den palliative pleje, og kommer netop ind på den positive indflydelse som afbildninger af natur kan have på hospicepatienter. Læs mere om valg af kunst på hospicer

På stuen, hvor dette billede hænger blev der gennemført interview med to patienter. Den ene drømte sig til at besøge netop dette sted på det sydlige Langeland. Den anden var først positiv, men begyndte efter nogle uger at blive lidt mismodig over træet, som på et tidspunkt vil falde.

 

Faktaboks

 

Hospice Fyn

Hospice Fyn er smukt beliggende i den sydlige del af Odense. Her tilbyder man lindring og støtte til mennesker med livstruende sygdomme i den sidste tid af deres liv. Der er plads til 12 beboere, som hver har en enestue. Hospicet Fyn fylder 20 år i 2024

Fakta om initiativet

  • Hospice Fyn har indkøbt et Sonovisions landskabsbillede til hver af de tolv stuer.
  • Derudover er der købt et dobbelt-landskabsmotiv til det fælles opholdsrum.
  • Billedmotiverne er udvalgt mellem et halvt hundrede motiver fra hele landet. Alle i personalet fik mulighed for at give deres mening til kende.
  • Billederne er leveret som akustikbilleder med print på 100% refleksfrit lærred, så motivet kan ses tydeligt og med stor visuel dybde fra alle steder i rummet.
  • Billederne tåler vask og alle former for gængs desinfektion i plejemiljøer.
  • Billederne er hængt op i galleriskinner med ”usynlige” nylonwirer, så de er nemme at skifte ud ved behov.
  • Akustikbillederne er i en størrelse, så de tydeligt kan ses, når man ligger i sengen.

Opsummering af effekten

  • Det er den generelle opfattelse, at Sonovisions naturmotiver har været med til at skabe en fredfyldt og behagelig atmosfære på stuerne.
  • Billederne er i udpræget grad med til at fremkalde gode minder og livsfortællinger.
  • Billederne inspirerer til samtaler mellem patient, pårørende og personale.

 

Link til Hospice Fyns hjemmeside

 

 


 

Om hospicefilosofien

Forskning og studier relateret til kunst i palliative miljøer

top