Hvad er evidensbaseret kunst?
Sonovision er engageret i indsamling og formidling af viden om, hvilke typer kunst, der virker fremmende på velvære, trivsel og heling i hospitaler, plejehjem, hospicer, klinikker og bosteder. På denne side gennemgår vi vigtige forskningsmæssige erkendelser på området.
Foto: Eksempel på Henry Domkes helende kunst på John C Lincoln North Mountain Hospital i USA
Kunst og kunstnerisk udsmykning som led i hospitalets behandling
Det er veldokumenteret, at kunst spiller en væsentlig rolle for helingsprocessen i sygehusmiljøer. Kunst og kunstnerisk udsmykning kan således have indflydelse på længden af ophold på hospitalet, mængden af smertestillende medicin, der bliver brugt, samt blodtryk og puls. Derudover kan forskellige valg af hospitalskunst have indflydelse på opfattelse af smerte og tilfredsheden med den service, der ydes på hospitalet.
På personalesiden har man erfaret, at både kunstnerisk udsmykning og dæmpning af støj kan medvirke til reduktion af stress og dermed færre sygedage og lavere personaleomsætning.
Flere undersøgelser peger således på at visuelle stimuli kan nedsætte det fysiske og psykiske stress hos både patienter og personale. Men specielt udsigt til natur eller naturlignende motiver beroliger, og er bevist at nedsætte indlæggelsestiden.
Det mest populære motiv i undersøgelse på OUH
Dette motiv var det uden sammenligning mest populære i en undersøgelse af patienters præferencer for kunst på Odense Universitetshospital. Motivet bevæger sig inden for kategorien helende kunst med et genkendeligt landskab med grøn vegetation, dybde og store trækroner. Foto: Ross Hoddinott
Hospitalskunst med naturmotiver bidrager til lavere smerteopfattelse og mindsker nervøsitet
Undersøgelser har påvist at forsøgspersonerne udviste større smertekontrol, når de i et undersøgelsesrum blev udsat for et naturmotiv kombineret med lyde fra naturen. Distraktioner i form af vægdekorationer resulterede i signifikant fald i smerteintensitet, smertekvalitet og nervøsitet hos patienter med forbrændinger.
Brystcancer-patienter viste reduktion i bekymring, træthed og fortvivlelse i forbindelse med kemoterapi.
En undersøgelse på et psykiatrisk hospital viste klare forskelle i patienternes mentale tilstand alt efter om der var forskellige former for afbildninger af landskaber, eller om der var abstrakt kunst i venteværelset.
Hospitalskunst der understøtter helingsprocessen
Undersøgelser viser, at vi som patienter oftest foretrækker at billeder, som er rolige, og hvor motivet er let at forstå og let at forholde sig til. Som i dette tilfælde, hvor der er tale om et åbent, genkendeligt landskab med roligt vand. Billedet er præget af både forgrund og dybde. Foto: Ib Jensen
Hvilke naturmotiver virker især afslappende
To af de førende amerikanske forskere på området, Ulrich og Gilpin, sammenfattede i 2003 forskningen på området, og kom bl.a. frem til følgende elementer, som har en positiv indvirkning på helingen:
- roligt eller langsomt flydende vand,
- frodig vegetation, blomster,
- forgrund med pletvis åbenhed,
- parklignende eller åbne landskaber med spredte træer og græs,
- fugle eller andre ikke-truende dyr.
En undersøgelse gennemført af Nanda og Hathorn i 2006 konkluderede i forlængelse af dette, at patienterne foretrækker naturscener og figurativ kunst frem for stiliseret eller abstrakt kunst.
Også i de tilfælde, hvor patienterne havde mulighed for at vælge kendt og populær figurativ kunst, havde naturmotiver en større chance for at blive valgt.
Studiet indikerer således, at populær kunst, der købes i meget store mængder i form af plakater, ikke synes at være noget godt valg til hospitalspatienter. Andre undersøgelser viser, at abstrakt kunst ligefrem kan have en negativ indvirkning på patienter, når der måles på faktorer som f.eks. blodtryk, puls og egne udsagn.
Motiver med dyr (ikke-truende) er også godt
Amerikanske undersøgelser peger på, at der også gerne må indgå et element af ikke-truende dyr i evidensbaseret kunst. Det vil dog være forskelligt hvad forskellige personer opfatter som ikke-truende. Foto: Carsten Medom Madsen
Dobbelttydig hospitalskunst er problematisk
Det er påvist, at det er problematisk at benytte hospitalskunst, der lægger op til fortolkning. Dette giver problemer med megen samtidskunst, hvor opfordring til fortolkning udgør en væsentlig del af ideen i billederne.
Når vi er stressede eller i en negativ følelsesmæssig situation, hvilket vi ofte er i en hospitalssammenhæng, vil vi have tendens til at reagere på en negativ måde i forhold til kunst, vi ikke umiddelbart forstår. Måske indeholder kunsten endda negative billeder eller symboler, som vi tager umiddelbar afstand fra.
Pernille Weiss Terkildsen beretter om en situation, hvor en midaldrende kvinde, der har været indlagt i et par uger, fortæller, at hun nærmest er blevet vred på billedet overfor hendes seng, fordi der står nogle sætninger på et fremmedsprog, som hun ikke kan tyde “Mine øjne søger automatisk hen til teksten, og jeg bliver så træt i øjnene af at kigge på det – og det er meget irriterende”. Den slags erkendelser er vigtige at tage med i overvejelserne ved udformning af sygehusets kunststrategi.
Forår – efterår – sommer
Billedet her er patienternes foretrukne valg i en undersøgelse på et amerikansk hospital. Træernes røde og gyldne blade signalerer sensommer eller tidligt efterår, noget som kunne forbindes med forfald og mismod. Patienterne forklarede, at de kunne se sig selv i scenen, og det gav dem muligheden for en flugt fra hospitalsverdenen. Foto: Bill Robertson
USA 2006 – Et kunstprogram baseret på evidensbaserede principper
I 2006 gennemførte man et kunstprogram på Mays Clinic på M. D. Anderson hospitalet i Texas. Kunsten blev udvalgt efter evidensbaserede principper, og ikke efter ‘kunst for kunstens skyld’ princippet.
Som en del af projektet gennemførte man en undersøgelse af den valgte hospitalskunsts indvirkning på patienter og personale. Projektet er et eksempel på, at man på hospitalet har baseret designbeslutninger på den bedste tilgængelige dokumentation, og derefter evalueret effekten af de gennemførte designbeslutninger.
Målene for projektet var bl.a. at skabe et helende og optimistisk miljø, samt afhjælpe stress forbundet med at opholde sig i et sygehusmiljø. Med denne målsætning og baseret på tidligere undersøgelser valgte man billeder, som alle indeholdt et element af natur.
Når patienterne efter opholdet blev spurgt om kunstens rolle, nævnte de blandt andet, at
- kunsten kan hjælpe med aflede opmærksomheden,
- kunsten kan højne følelse af hjemlighed,
- kunsten bør være behagelig,
- kunsten bør være opløftende,
- kunsten kan hjælpe med at reducere nervøsiteten
- kunsten kan bidrage til en generel opfattelsen af kvalitet i omsorgen.
89 % af af patienterne var positive og 9 % var negative over for den evidensbaserede kunst. Blandt de negative kommentarer var, at billederne var for fredfyldte og gav for lidt udfordringer.
Personalet havde mange positive kommentarer til den evidensbaserede kunsts rolle på hospitalet. Bl.a. mente mange, at hospitalskunst, som tog udgangspunkt i naturmotiver: tjente som en positiv distraktion, gav bedre stemning, gav anledning til konversation blandt patienter, indgød tillid, gav hospitalet mindre hospitalspræg, gav mulighed for flugt fra nærmeste omgivelser, samt var beroligende, afslappende og opmuntrende.
Ud fra de kvalitative data, man indsamlede, uddrog man følgende vigtige temaer for hospitalskunstens rolle:
- Helende effekt – Kunst kan få patienter, pårørende og personale til at føle sig bedre tilpas.
- Positive distraktioner – Kunst kan som en såkaldt positiv distraktion i miljøet give patienter og besøgende mulighed for at fokusere på andet end egen (og omgivende personers) tilstand.
- Hjemlighed – Kunst kan give patienten en følelse af større hjemlighed og tryghed.
- Afstresning – Patienter, besøgende og personale kan bruge udvalgte kunstværker til fordybelse og afstresning.
- Orientering – Markante kunstværker tjener som wayfinding for patienter og besøgende, når de skal orientere sig i bygningerne.
- Branding – Kunst kan forbedre patienters og pårørendes overordnede opfattelsen af plejen på hospitalet, og give en positiv brandingeffekt.
Blomster skaber glæde
Forskning viser at blomster er et af de foretrukne motiver hos patienter på sygehuse. Frem for alt fotografiske afbildninger af velkendte blomster i naturlige, genkendelige/velkendte omgivelser. Foto: Ron Chapple
Kilder og inspiration…
- A Guide to Evidence-based Art, Kathy Hathorn, MA, Upala Nanda, PhD, 2008
- På herrens mark i sygehusarkitekturen. En undersøgelse af patienters oplevelser på en dansk sygehusafdeling. Pernille Weiss Terkildsen. 2004.
- Selvvalgt kunst som positiv distraktion på patientstuen, Karen Frandsen, Tanja Juhl Jensen og Anne Holm Nyland, Klinisk Sygepleje nr. 4, 2014
- Helbredende kunst – finnes det? Betydningen av utsmykking og estetikk i helseinstitusjoner. Arnulf Kolstad, Tidsskrift for Norsk psykologforening, 2007
Eksempler på Sonovision projekter med evidensbaseret kunst…
Sonovision evidensbaseret kunst på hospitaler
Find eksempler på, hvordan Sonovisions smukke lyddæmpende billeder benyttes til forøgelse af patienttilfredshed på danske hospitaler.
Sonovision tryghedsskabende kunst på plejehjem
Find eksempler på, hvordan Sonovisions akustikbilleder og skærmvægge benyttes til forøgelse af tilfredsheden på danske plejehjem.