Samtidskunst på hospitaler – Er det altid godt for patienten

Et debatindlæg – Er vi for ukritiske omkring valg af kunst til hospitalsmiljøer, og hvordan harmonerer valg af samtidskunst med nyere tids forskning i hvilken kunst, der virker positivt på helingsprocessen?

Karsten Andersen, opdateret marts 2020

Farverig nonfigurativ hospitalskunst på Herlev Hospital udført af kunstneren Poul Gernes i 70’erne

Visionære foregangsmænd som Poul Gernes, Ib Hessov og Lars Heslet tages ofte til indtægt for, at kunst og måske især samtidskunst på hospitaler har en gavnlig indflydelse på patienters helingsproces.

I denne artikel fokuserer vi på, hvorvidt disse tre markante personligheders valg af kunst harmonerer med nyere tids forskning i helende kunst i pleje- og behandlingsmiljøer.

Gernes, Hessov og Heslet og den helende hospitalskunst

Det danske samfund investerer i disse år milliarder af kroner i byggeri af nye sygehuse. I kølvandet på disse projekter nedsættes kunstudvalg, som skal sikre, at sygehusbyggerierne udsmykkes på en måde, der understøtter deres formål.

I kunststrategier for sygehuse refereres der ofte til Poul Gernes udsmykning på Herlev Hospital, og tankerne i bogen Sansernes hospital, som daværende overlæge på Rigshospitalet, Lars Heslet var hovedbidragyder til. Derudover har Ib Hessov, som står bag bogen Kunst giver liv, og er formand for Aarhus Universitetshospitals kunstudvalg, været en vigtig bidragyder til debatten om hospitalskunst.

Men kan disse tre personer tages til indtægt for, hvad der videnskabeligt er belæg for, når kunst skal fungere som en positiv distraktion, som giver ro og lindring for patienter, som kan være præget af kvalme, smerter, tvivl, bekymring, angst og sorg? – Det kigger vi nærmere på i denne artikel

“Farven har tilsyneladende fået frit løb, hen over alle flader og i alle retninger” – Poul Gernes udsmykning på Herlev Hospital

Poul Gernes – “Farver og former skal bringe glæde og adspredelse”

Kunstnerisk udsmykning på Herlev Hospital – 1968-1975

Maleren og billedhuggeren Poul Gernes stod i årene 1968 til 1975 for en enestående udsmykning med konkret kunst på Herlev Hospital. Et indledende klinisk eksperiment demonstrerede, at farvesætningen som helhed syntes at have en positiv effekt på omgivelserne: Farverne blev opfattet som et psykosomatisk aktiv, et opkvikkende middel.

Enkelte negative kommentarer fra brugerne var der dog i blandt. Ekstra Bladet nedskrev nogle af dem: “Vorherre bevares, hvor er dette papegøjebur rædselsfuldt,” udtalte en patient. En anden føjede til: “Da jeg vågnede op efter bedøvelsen, og så de farver, så troede jeg bestemt, at jeg havde fået en hjerneblødning”. Men de fleste refererede reaktioner var dog positive.

Overlæge – “Evig fornemmelse af evig støj og uorden”

Udsmykningen er siden blevet et nationalt klenodie, og er derfor ofte blevet fremhævet i argumentation for investering i kunstnerisk udsmykning på sygehuse.

Det skabte derfor furore i kunstkredse, da kunsten på 3. sal i 2012 blev overmalet i “neutrale farver” hvid, grå, sort, naturtræ. Den ansvarlige ledende overlæge, Knud Skagen, svarede på kritikken, og fortæller, at da han blev ansat i 1983 var chokeret over farverne, som mødte ham overalt. “Indgangsparti, velkomsthal, gange, trapper og sengeetager var farvelagt på den mest opsigtsvækkende måde – intet sted fik øjet fred. Lige meget hvor man vendte blikket, var der en overvældende farvesætning”.

Personalet havde ifølge overlægen haft megen kritik tilovers for farvelægningen, som havde givet årsag til trivselsproblemer, og “evig fornemmelse af støj, uro og uorden”.

Den nye farvelægning, der blev lavet på 3. sal, blev til i samarbejde med arkitekter, patienter og personale, og havde fokus på at fremme fred, ryddelighed og mindre støj gennem nedtoning af hverdagens ‘farvekaos’ og introduktion af træ og opaliserede glasflader.

Herlev Hospital – Arkitektur og udsmykning

Ib Hessov – “Fri os fra det ligegyldige – giv os god kunst”

Kunst giver liv, om kunst på sygehuse – 2005

Kan kunst på sygehuse gøre en forskel? Det spørgsmål stiller Overlæge Ib Hessov og medskribenter sig i den inspirerende bog Kunst giver liv – om kunst på sygehuse fra 2005. Bogen er rigt illustreret med eksempler på kunst fra det daværende Århus Kommunehospital, hvor Hessov med sikker kunstnerisk fornemmelse gjorde et stort arbejde, for at få sygehuset udsmykket med værker af samtidige kunstnere.

Hessov og kunstudvalget foretog gennem årene mange gode indkøb af lovende unge kunstnere, blandt andet i kredsen omkring De unge vilde.

Det var dog ifølge Hessov ikke altid, at værkerne blev accepteret af personale og patienter. Eksempelvis blev et stort maleri af Lars Nørgaard hængt op et sted med stor trafik. Det blev de første år en stor provokation for mange, og “en enkelt portør nægtede sågar at køre patienterne den vej til operation, da han mente, det ville ophidse dem for meget, før de skulle bedøves”.

Kunst skal stimulere til eftertanke og give anledning til diskussion

Kunst på sygehuse må altså ifølge Hessov gerne provokere. Som han også skriver: “God kunst kan give oplevelser, stimulere til både eftertanke og nye tanker, give anledning til diskussion. Kunsten kan bidrage til at indlagte og besøgende også får mulighed for at tænke på og tale om andet end sygdom og behandling. Den kan være med at at menneskeliggøre kølige, glatte og tekniske omgivelser”. Et andet sted i bogen anfører han det vigtige argument, at kunsten skal “skabe tillid til, at her på stedet får man den bedst mulige behandling”.

Hessovs konklusion er, at “der er vide grænser for valg af kunst, men den må aldrig være ligegyldig. Den må på den anden side heller ikke have for anmassende et budskab eller for direkte udpensle lidelse, smerte og sorg. Men den kan være klassisk eller moderne, farverig eller afdæmpet, mørk eller lys, abstrakt eller fortællende, alvorlig eller munter – og det skal være god kunst.

Dyrenes skadestue – Ib Hessov roser i Ny Carlsbergfondets Årsskrift 2012, “Kunst giver liv på sygehus” disse malerier af Lars Nørgård på en skadestue i Aarhus. De anføres som “humørfyldte og kompositorisk flotte malerier”. Men har man spurgt om nogle kunne finde dem anmassende og måske lidt skræmmende?

Vide rammer for valg af kunst – men hvad siger siger Hessov selv om evidensen?

Hvordan forholder Hessov sig til den forskningsmæssige evidens omkring valget af kunst på sygehuse? I bogen er der en række spændende indlæg fra personer, som vurderer valget af god sygehuskunst set med kunstverdenens øjne. Men der er også en enkelt artikel af sygehusdirektør Bo Jessen, som kaster et blik på sygehuskunst set ud fra et evidensbaseret perspektiv.

Jessen skriver i kapitlet Healing architecture, at der er igennem de senere år er skabt videnskabelig evidens for, at helende arkitektur har indflydelse på patienters liggetid, forbrug af medicin, genindlæggelsesfrekvens, samt subjektiv patienttilfredshed. Der gemmer sig i kapitlet et enkelt hint om, hvad dette kunne betyder for det helt konkrete valg af kunstnerisk udsmykning: “Hovedindgange bør give et godt førstehåndsindtryk f.eks. ved at være lyse og gerne være præget af blomster, rindende vand og udstrakt brug af træ og andre naturmaterialer”.

Hessovs bog er udgivet i 2005, på et tidspunkt, hvor man i et par årtier havde arbejdet videnskabeligt med begrebet helende arkitektur. På kunstens område pegede evidensen på, at netop abstrakt/flertydig/udfordrende kunst kan være problematisk i sygehussammenhæng, hvorimod indslag af natur i sygehusmiljøet kan have have den helende effekt på det syge menneske.

Altså synes der, at være et interessant skisma mellem på den ene side behovet for god samtidskunst, som har til formål at “give oplevelser, stimulere til både eftertanke og nye tanker, give anledning til diskussion” og på den anden side evidensbaseret kunst, som har direkte indflydelse på liggetid, forbrug af medicin, genindlæggelsesfrekvens og patienttilfredshed. Men den diskussion tager Hessov ikke op.

Læs også: Retningslinjer til udvælgelse og placering af (evidensbaseret) kunst

Lars Heslet – “Sansernes kultivering i omgang med kunst”

Bogen om Sansernes Hospital – 2007

Lars Heslet og Kim Dirckinck-Holmfeld udgav i 2007 bogen Sansernes Hospital, som har været en stor inspirationskilde til definering af kunstens rolle i forbindelse med de mange sygehusbyggerier i disse år. Bogen giver et godt indblik i dansk sygehusarkitektur gennem 250 år, men har fokus på nyere tids forskning, der viser, at stimulerende omgivelser kan sænke stressniveauet og fremme helbredelsesprocessen hos hospitalspatienter. Forfatterne har sammenfattet viden fra undersøgelser, som peger på, at stimulerende omgivelser fremmer helbredelsen, således at bl.a.

Antallet af hospitalsinfektioner falder.
Medicineringsfejl nedbringes.
Indlæggelsestiderne afkortes.

Heslet og Dirckinck-Holmfelds bog er således en spændende gennemgang af viden om hvad lydmiljø, lysmiljø, former, farver og kunst kan gøre for patienter, personale og pårørende i hospitalsmiljøet.

Kunsten bliver specielt behandlet i kapitlet Kunst og rum på hospitalet. Hvis man skal afkode hvilken type kunst Heslet anbefaler, er det specielt interessant at læse afsnittet om ændring af intensivafdelingen på Rigshospitalet fra et Teknologisk hospital til et Sansernes hospital. Formålet med ændringen var at skabe en indretning “i balance med integreret kunstnerisk udsmykning, en bevidst farveholdning og med musik på stuerne”. Der skulle gives et signal om, at “her gør man sig umage”. Ny Carlsbergfondet donerede et beløb, hvor Heslet i ansøgningen anførte, at “afdelingen ikke alene tror på sansernes betydning i helbredelsesprocessen, men også på deres kultivering i den daglige omgang med kunst”.

Er Heslets kunst helende?

Heslet havde succes med projektet. En amerikansk kvalitetsorganisation gav intensivafdelingen en meget positiv vurdering baseret på “et overordnet indtryk af en atmosfære i afdelingen med ro, samarbejde, dokumentation kombineret med et exceptionelt design med kunstnerisk udformning sammen med musikken”.

Desværre kan det ud fra Heslets bog være vanskeligt at afkode, hvad der karakteriserer kunst, som har en særlig helende effekt på det syge menneske. Heslet anfører, at man skal stræbe mod god og gennemtænkt kunst, men det er uklart hvilke type billeder, man skal vælge og hvorfor.

Heslet omtaler en række værker, som Rigshospitalet har erhvervet, eksempelvis et glasbillede med konkret kunst af kunstneren Henning Damgaard-Sørensen, som også præger bogens forside, og serien med 13 abstrakte malerier af Maja Lisa Engelhardt over temaet Den Brændende Tornebusk.

Det er som fodnote interessant, at allerede i 2007, da Sansernes Hospital blev skrevet, var der forskning, der pegede på, at netop denne type kunst i vid udstrækning blev fravalgt af hospitalspatienter – i den udstrækning, de fik lov til selv at vælge. Fotografiske billeder af natur, som evidensen allerede da pegede på, som værende gode valg af kunstnerisk udsmykning, omtaler Heslet alene i forbindelse med nogle billedtekster, som fortæller, at “audiovisuel afslapning opnås bedst ved at anvende levende billeder af smuk natur”.

Maja Lisa Engelhardts kendte tema med brændende tornebusk. Her efter plakat.

Udsnit af Henning Damgaard-Sørensens glasmaleri på Rigshospitalet.

Læs også: Forskning på OUH – Hvad sker der, når hospitalspatienter får lov at vælge kunst

Referencer og inspiration

Bøger

Ib Hessov. Kunst giver liv. Om kunst på sygehuse. Århus Universitetsforlag, 2005.
Sansernes hospital. Redaktion: Lars Heslet og Kim Dirckinck-Holmfeld, 2007

Download

Kunst giver liv på sygehus, Hessov i Ny Carlsbergfondets Årsskrift 2012