Tryghedsskabende kunst og brugerinvolvering på fynske bosteder
Sonovision fik i 2022 en større donation fra Kulturregion Fyns pulje for Kultur & Sundhed. Projektet inddrog foruden beboere på bostederne også fynske naturfotografer og studerende på SDU.
I videoen fortæller beboere på Veteranhjem Odense og Cand Scient San Hannah Tinggaard om deres oplevelser af at være med i projektet.
Midler fra Kulturregion Fyn til kunstnerisk udsmykning på tre bosteder
Naturfotografiers positive indvirkning på hospitalspatienter er velbeskrevet, og i dette projekt blev undersøg, hvorledes positive distraktioner i form af naturmotiver kan styrke velvære og trivsel på tre vidt forskellige fynske bosteder:
- St. Dannesbo – Bosted for hjemløse
- Dannesbohus – Plejehjem for personer med misbrugsproblemer
- Veteranhjem Odense
Forskning har peget på, at især fotografier af (velkendte) landskaber virker tryghedsskabende i behandlings- og plejemiljøer. Vi vil med projektet undersøge, hvorvidt vi med succes kan overføre disse erfaringer til bostederne.
Midlerne fra Kulturregion Fyn går bl.a. til tryghedsskabende kunst på St. Dannesbo (bosted for hjemløse), Dannesbohus (plejehjem for personer med misbrugsproblemer samt til Veteranhjemmet i Odense.
Inddragelse af 25 naturfotografer
Som en del af projektet har Sonovision kontaktet ni fotoklubber på Fyn og omliggende øer. Her har vi opfordret medlemmer til at bidrage med lokale naturfotografier fra deres private samlinger. Derudover er naturfotografer blevet opsøgt gennem forskellige fora på internettet.
I alt 27 fotografer meldte ind med materiale, hvilket resulterede i en samling på 38 naturfotografier fra 25 fotografer, som blev valgt ud til projektet. Det var disse 38 naturmotiver fra Fyn, som beboerne på bostederne fik mulighed for at vælge imellem som udsmykning på store billeder på deres tre respektive bosteder.
Inddragelse af beboerne på de tre bosteder
Inden beboerne på de tre bosteder fik mulighed for at vælge mellem naturmotiverne, fik vi lavet de færdige billeder uden motiv. I nogle af tilfældene kunne vi hænge det “tomme” billede op på det endelige sted på væggen. I andre tilfælde blev de tomme billeder bare vist på udvælgelsesstedet.
Beboerne kom nu ind én efter én og kunne pege på hvilke af motiverne, de kunne ønske til de forskellige billeder og evt. forklare lidt hvorfor. Det var ikke alle 38 motiver, som kunne bruges til alle billeder. Det har noget at gøre med om billederne skulle være højformat eller bredformat, og om billederne kunne tåle at komme op i stor størrelse til nogle af de store motiver. Derfor blev beboerne efterfølgende spurgt, hvilke af alle de 38 motiver, de syntes bedst om, og hvilke de syntes mindst om.
Efter at billedlærrederne var blevet produceret og sat op på billederne er beboere blevet spurgt om, hvad de synes om resultatet.
Kandidatspecialer omkring brugerinddragelse i valg af kunst
I forbindelse med projektet er to kandidatstuderende fra Den Sundhedsfaglige Kandidat på SDU ved at lave speciale omkring beboernes valg af billeder/kunst til deres bosteder, samt deres reaktion på den valgte kunst
Afsluttende præsentation i Forskerparken i Odense
Resultaterne af projektet blev præsenteret på et seminar i Forskerparken i Odense den 28. juni 2021.
Karsten Andersen præsenterer projektet på seminaret i Forskerparken
Læs om indholdet af seminaret den 28. juni
Projektet er støttet af midler fra puljen “Kultur og Sundhed” under Kulturregion Fyn
På St. Dannesbo har beboerne valgt disse motiver til to skærmvægge, som bryder den store kantine op i to og giver en eminent udstilling af de flotte motiver fra Fyns Hoved og Langeland.